Matchmaking
Match-making, samarbejde og projektudvikling
En væsentlig del af Danmarks konkurrenceevne skal findes i viden. Den viden, der skabes i offentlige forskningsinstitutioner, skal medvirke til øget innovation og vækst i det danske erhvervsliv. De danske innovationsnetværk, heriblandt Transportens Innovationsnetværk, skal styrke innovationen i Danmark blandt andet ved at bygge bro mellem forskningsinstitutioner, erhverv, GTS’er og offentlige myndigheder. På sigt skal det medvirke til øget samarbejde og projektaktivitet imellem disse parter.
TINV arbejder med en række aktiviteter indenfor forskellige grene af transportbranchen. Fælles for alle aktiviteterne er at man har fokus på bedre, bæredygtige og innovative løsninger. Inden for hver aktivitet arrangeres der netværksmøder, konferencer og match-making aktiviteter. Hensigten med arrangementerne er ikke at levere en entydig løsning på udfordringerne i dansk transport, men i stedet at belyse aktuelle emner, problemstillinger eller politiske tiltag som i højere eller mindre grad vil medføre kommercielt spin-off, og således skabe et grundlag for fremtidig idéudvikling, samarbejde og kommercielt projektarbejde. TINV deltager ikke selv i projekterne, men skal i stedet skabe rammerne, kommunikere nyeste viden og bringe parterne sammen.
Formål
TINV har separat fokus på match-making for effektivt at kunne bistå virksomheder i at komme i kontakt med de rette videns- og forskningsinstitutioner eller andre virksomheder.
Fremgangsmåde
TINV sikrer match-making gennem et effektivt sekretariat, der fungerer som fælles kontaktflade for medlemsvirksomheder, forsknings- og uddannelses institutioner, myndigheder og parterne bag TINV. Derudover afholder TINV netværksmøder, workshops og virksomhedsbesøg inden for de aktuelle aktiviteter i overensstemmelse med ønsket om at bringe aktørerne inden for den danske transportbranche og relaterede brancher sammen om aktuelle udfordringer, med henblik på fremtidigt samarbejde.
Projektudvikling
Udover at bringe parterne sammen, hjælper TINV også gerne med at udvikle din projektidé eller komme med forslag til eventuelle danske og internationale partnere. Desuden hjælper vi gerne med råd og vejledning til din projektansøgning.
Målgruppe
Målgruppen for matchmaking er alle virksomheder, forsknings- og uddannelsesinstitutioner med relation til transportbranchen der søger samarbejdspartnere til udvikling af fremtidige projekter, teknologier eller lign.
Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte os på info@tinv.dk eller på telefon +45 30574001



