TINV samarbejder om Logistikkens Dag med SmartLog

TINV samarbejder om Logistikkens Dag med SmartLog - en regional aktør med et godt bid i virksomheders logistikfunktion.

Om SmartLog
SmartLog er et samlingspunkt og et netværk for virksomheder i det Nordjyske, og er en aktiv platform for vidensdeling mellem virksomheder og vidensinstitutioner, der professionelt arbejder med at udvikle samt optimere logistikløsninger.

SmartLog har fokus på lagerlogistik, godstransport, e-handelslagerlogistik og produktionslogistik. Faciliteter herudover er logistisk ledernetværk – hvor man som ansvarlig for logistik i virksomheden, kan få styrket sine logistiske ledelseskompetencer. Eksempler på arrangementer for denne gruppe har været:

• Aalborg Havn - Fra strategi til nye ydelser
• PWT Group - Nye perspektiver på eksisterende processer
• IKEA - Effektiv logistisk drift
• Novo Nordisk
• GomSpace - Hvordan modnes organisationen hurtigt nok til at kunne levere det ønskede output?

 
SmartLog har gennem en årrække været ansvarlig for og taget initiativ til Logistikkens Dag, der år efter år er vokset og i 2019 støtter TINV op om arrangementet, og håber, at endnu flere bliver opmærksomme på arrangementet.

 
Konferencen Logistikkens Dag – et af årets højdepunkter
”Formålet med Logistikkens Dag er i sin enkelthed at styrke dansk erhvervslivs konkurrenceevne gennem vidensdeling og særligt samarbejde inden for logistik og produktion”, forklarer netværksfacilitator for SmartLog Jens Uggerhøj. Han uddyber efterfølgende, at logistiknetværket er stolte over den fortsatte stigende opbakning til Logistikkens Dag, hvilket kun understreger konferencens faglige relevans.


Logistikkens Dag 2019 afholdes den 10. december i Aalborg.  I år ser vi bl.a. nærmere på Kina som verdens nye stormagt, herunder hvilke konsekvenser, fordele og ulemper det kan have for danske virksomheder, udtaler Jens Uggerhøj.

Vi dykker også ned i teknologien blockchain, der for nogle er et ukendt buzzword og hverdagsbrug for andre. På dagen tager vi et crash course i, hvad blockchain kan bruges til.

Danske virksomheders værdikæder er under forandring som følge af den digitale omstilling - en af de store gamechangere er B2B e-handel. På Logistikkens Dag ser vi nærmere på en større undersøgelse blandt 700 danske B2B virksomheder samt hvad der skal til for at imødekomme den digitale adfærd.  

Årets bæredygtighedsindlæg handler om at konvertere sort beskidt røg fra skibe til en bæredygtig el-løsning – herunder de oplevelser og udfordringer der opstår undervejs, når man sælger grønne løsninger. 

Er Amazons dage talte? – måske kan nye cirkulære økonomier og forbrugsmønstre ændre på vores nuværende måde at handle på? – vi giver noget af svaret på konferencen.

Vi slutter dagen af med at få et meget interessant indblik i hvordan det er lykkes for mange af os at have travlt med at lave ingen ting – også kaldet pseudoarbejde.

Programmet opdateres løbende på www.smartlog.nu og du kan tilmelde dig herunder: